Hvem bringer dig ud af fatningen?

Et af kernebegreberne inden for skyggearbejde (som er den disciplin inden for personlig udvikling, jeg er særligt passioneret omkring) er projektion. Projektion er egoets forsvarsmekanisme for at beskytte os mod smerte.

Når andre gør noget, vi afskyr, noget der irriterer os eller på anden måde påvirker os negativt, er denne adfærd i virkeligheden et spejlbillede af os selv. Hver gang vi ikke kan være med en eller anden del af os selv, bliver vi nødt til at projicere den over på andre fx vores mand/kone/kæreste/kollega osv.Hvem bringer dig ud af fatningen?

Vi besidder alle sammen alle menneskelige egenskaber og følelser, uanset om de er bevidste eller ubevidste. Nogle ligger i dvale, og nogle er godt skjult. Nogle er aktive, og nogle er inaktive.

Det betyder kort sagt, at der ikke findes nogen egenskab, vi kan se i andre, som vi ikke indeholder selv.

Kunne du tænke dig at være i stand til at ”buste” dig selv, når du er i gang med at projicere en fornægtet egenskab over på andre, så prøv denne lille øvelse.

Næste gang du reagerer følelsesmæssigt voldsomt på en egenskab i andre (fx egoistisk, doven, dominerende osv.), så tænk på, at du i virkeligheden bare ser en såret del af dig selv.

I stedet for at dømme og pege fingre, så spørg dig selv: ”Hvordan er jeg selv det? Hvor? Hvordan har jeg overkompenseret for ikke at være det? Hvordan kunne det gavne mig at være bare lidt mere af det, jeg dømmer i en anden?”

Og vær ærlig over for dig selv. Når vi først har sluttet fred med en fornægtet egenskab, vil vi formentlig ikke længere lægge mærke til den i andre. Eller også vil vi bare observere den (”Hold da op! Min mand er godt nok egoistisk i dag!”) uden den sædvanlige irritation og fordømmelse.