En narcissist kan koste dig dit selvværd

De færreste af os går igennem livet uden på et eller andet tidspunkt at stifte bekendtskab med en narcissist. Narcissister findes over det hele og i alle afskygninger. De kan være din chef, kollega, ven, kæreste eller et familiemedlem.

Narcissister udgør et sted mellem 3 og 16 procent af befolkningen. Der er forskellige sværhedsgrader inden for narcissisme. Nogle har kun lette narcissistiske træk, mens andre er full blown narcissister.

At være i en relation til en narcissist er problematisk og stressende. Hvis du kender en narcissist, ved du, hvor anstrengende og drænende det er at skulle navigere i den relation.

Du kan kende en narcissist på disse karakteristika:

  • Selvovervurderende
  • Kontrollerende
  • Manipulerende
  • Bedrevidende
  • Føler sig “entitled”
  • Får næring af drama
  • Arrogant
  • Egocentrisk
  • Tåler ikke kritik
  • Iskold og beregnende
  • Mangler empati
  • Indrømmer ikke fejl
  • Bliver uvenner med mange i deres liv
  • Er patologiske løgnere
  • Skal helst være i centrum
  • Har behov for bekræftelse og opmærksomhed
  • Kræver, at deres behov tilgodeses
  • Ude af stand til at tage ansvar
  • Udnytter andre

Narcissisme er en personlighedsforstyrrelse

Der findes 7 forskellige typer af narcissister. Fælles for dem alle er, at de har lav selvindsigt. Det vil sige, at de ikke kan eller vil se på sig selv.

Narcissister føler, at de er noget helt specielt og af den grund har krav på at blive behandlet bedre end andre. Hvis du forsøger at give dem feedback eller kritik vil de typisk blive vrede – ofte rasende.

Nogle narcissister er lettere at spotte end andre, fordi de ofte praler, taler ned til andre og er meget opmærksomhedskrævende. De er festens midtpunkt, sjove og charmerende, men knap så gode til at lytte.

Andre typer af narcissister er sværere at spotte. De er arrogante og ser ned på andre, men i det skjulte. De viser kun disse træk, hvis de kender dig godt.

Narcissisten på arbejdspladsen

Måske kender du narcissisten fra din arbejdsplads, hvor de ofte har en chefstilling. De arbejder gerne hårdt for at nå til tops, opnå prestige og ikke mindst magt over andre.

Hvis narcissisten er din chef vil personen typisk ingen forståelse have for, hvis du skulle blive syg eller får andre problemer. Du skal bare levere og gøre dem tilfredse. De er heller ikke blege for at skubbe dig til side og tage æren for dit arbejde, hvis det kan hjælpe dem til selv at komme frem.

Hvis narcissisten er din kollega vil personen typisk være den, der prøver at forvirre, obstruere, drille, fremhæve egne evner og se det som den største selvfølge, at de hvert år har førsteret til at vælge sommerferie eksempelvis.

Narcissisten som ven(inde)

Hvis narcissisten er din ven(inde), vil det oftest være vedkommendes liv, der er omdrejningspunktet for jeres samtaler. Det er ikke usædvanligt, at I kan være sammen i flere timer uden at narcissisten på noget tidspunkt spørger ind til dig og dit liv.

Når du selv deler noget, du har brug for at vende, vil narcissisten lytte, men sjældent spørge yderligere ind til emnet. Typisk vil narcissisten i stedet bringe noget andet ind i diskussionen, så den igen kan centrere sig om narcissisten selv. Hokus pokus mig i fokus.

Narcissisten vil heller ikke have nogen skrupler ved at “gafle” din kæreste, hvis det var det, han/hun var interesseret i og kunne lykkes med.

Narcissisten som kæreste

Hvis narcissisten er din kæreste vil du muligvis kunne huske, at forholdet startede godt. Narcissisten var – i den allerførste fase af forholdet – charmerende, opmærksom og sød.

Men det varede formentlig ikke længe, før forholdet tog en helt anden drejning. Pludselig blev alting din fejl, og hvis du forsøgte at sige fra, blev du mødt med vrede og manipulation. Narcissisten er ikke i stand til at erkende fejl og vil derfor heller aldrig sige undskyld. Narcissisten kan ikke sætte sig ind i dine følelser, behov eller meninger.

Som kæreste til en narcissist kan du over tid komme til at tilsidesætte dig selv, ikke længere kunne mærke egne behov og i sidste ende kan det koste dig dit selvværd.

Du kan aldrig vinde en diskussion  med en narcissist

Narcissister har et stort arsenal af taktikker, de gør brug af, når de diskuterer med andre. De kan blive ved med at argumentere, indtil de får ret eller helt stoppe en diskussion og nægte at tale om problemet.

En anden yndet taktik er afledningsmanøvren, hvor de, så snart en person bringer noget op, hurtigt får bragt mange andre ting ind i diskussionen, så det kommer til at handle om alt andet end det oprindelige issue.

Hvis du har fået vakt en narcissists vrede eksempelvis fordi narcissisten ikke har fået sin vilje i en eller anden sag, kan du blive udsat for et voldsomt narcissistisk vredesudbrud. At vende ryggen til og gå din vej vil altid være mest hensigtsmæssigt. Narcissisten er nemlig altid ude efter at få dig bragt ud af balance. Når de finder ud af, at de ikke kan få dig “op at køre” vil de på et tidspunkt give op og søge videre til andre mennesker for at få deres “fix”.

Den største fejl, du kan begå, er, at forveksle narcissisten med et normalt, rationelt tænkende menneske

Narcissister er skruet markant anderledes sammen end andre (ikke-narcissistiske) mennesker. Det er naturligt at tro, at vi kan appellere til deres fornuft, finde common ground, nå frem til en en win-win situation etc., som jo er det, vi normalt stræber efter i vores interaktion med andre.

Men narcissister er aldrig interesseret i at forstå dit perspektiv. De mangler empati og kunne ikke være mere ligeglad med dine følelser og behov. Narcissistens fokus er på sig selv og på at tilfredsstille egne behov.

Hvad gør jeg, hvis jeg har en relation til en narcissist?

Hvis der er tale om en ægte narcissist gælder det om at tage benene på nakken så hurtigt som muligt. En narcissist har ikke selvindsigt, tager ikke ansvar og har haft disse træk i meget lang tid (narcissisme er en tidlig skade). De er ikke villige til eller i stand til at ændre sig og kan ikke engang se behovet for det.

Nogle gange kan vi komme i en situation, hvor vi er tvunget til at være i en eller anden form for relation til en narcissist. Det kan fx være, hvis det er vores chef, kollega, faderen/moderen til vores barn, et familiemedlem osv. Her kan vi prøve at formindske kontakten så vidt muligt, lægge afstand og forsøge at undgå at gå ind i diskussioner med narcissisten.

Hvis vi har været i kløerne på en narcissist igennem længere tid kan professionel hjælp være løsningen til at komme på fode igen og få vores selvværd tilbage.