Tid til en pause

Jeg er sikker på, at du er ved at være klar til at holde en pause. Det har været et langt år, hvor du har haft travlt nok. Sådan er der i hvert fald mange, der har oplevet det.

Derfor vil jeg anbefale, at du tager en pause hen over julen og gearer lidt ned. Og skulle du ikke være en del af den gruppe, der har oplevet stress, så synes jeg du skal tage en pause alligevel.

Jeg tror ikke på, at der er nogen, der rykker sig eller udvikler sig særlig meget, hvis ikke de prioriterer tid til refleksion. Bare det lige at stoppe op, sætte sig ned og tænke lidt over, hvad du har fået ud af året der gik. Du kan fx fokusere et øjeblik på det, du er taknemmelig for. Og træk vejret en ekstra gang. Du kan også fokusere på, om der var en følelse, du gerne ville have oplevet mere af, men som alt for sjældent kom forbi?

Du kan faktisk selv vælge, hvilken følelse, du vil have indvendig. Men det kræver, at du tager ansvar for at træffe de valg, der vil give dig den følelse.

Hvis du fx ønsker fred her i julen, så bliver du nødt til at spørge dig selv, hvad du kan gøre for at få den følelse. Det kan være, du finder frem til, at du har brug for at meditere, dyrke yoga eller gå en lang tur i naturen. Hvad det end er, du har brug for at gøre, så bliver du nødt til at tage ansvar for din egen sindstilstand.

Nogle af de følelser jeg gerne vil mærke her i juletiden er ro, samhørighed, kærlighed, nydelse og glæde. Og en af de måder, jeg sørger for, at de vil indfinde sig, er fx ved at have en tradition om at holde 1. juledag helt fri for arrangementer. Den dag er helliget familien.

Vi “tusser” bare rundt i nattøj hele dagen, og jeg nyder at slappe af og se mit barn lege med sit nye legetøj. Alt foregår i et passende lavt tempo – og den dag er (uanset hvor højt jeg end måtte elske selve juleaften) for mig den allerstørste nydelse.

Jeg håber, at december har været god ved dig. Og jeg håber, at du har fået både gløgg, vaniljekranse og flettet julehjerter (hvis du er til det). Og jeg håber, at du får en rigtig dejlig jul, som giver plads til både pause, refleksion og ikke mindst de følelser, som måtte stå allerhøjest på din ønskeseddel.

Rigtig glædelig jul!

Del denne post

Måske vil du også synes om

Generelt

Debbie Ford, The Shadow Queen

Smukke Debbie Ford ❤️ Det er næsten ikke til at forstå, at det er 10 år siden denne fantastisk inspirerende, kloge og passionerede kvinde og

Skyggearbejde giver dig en større frihed, lethed og balance.

Få mine 10 bedste tips til at leve dit liv i balance