Debbie Ford, min lærer og mentor, døde forrige søndag af kræft – kun 57 år gammel – efter et længerevarende sygdomsforløb.
Debbie var en unik kvinde – den mest eminente og kompetente underviser jeg nogensinde har mødt, og uden tvivl den kvinde i verden, jeg har haft den største respekt for.
Hun er desuden den person, der har betydet mest for min egen personlige udvikling, og jeg vil for altid være dybt taknemmelig for alt, hvad hun har lært mig.
Debbie lærte mig bl.a. alt, hvad jeg i dag ved om den menneskelige skygge. Om hvordan skyggen kan sabotere os, hvis ikke vi er beviste om den. Og hun lærte mig om mod – den form for mod, der kommer af at leve et liv i tillid frem for i frygt. Og hun lærte mig, at vi HAR en historie, men at vi ikke ER vores historie.
Debbie har ikke kun gjort en meget stor forskel i mit liv, men i hundrede tusindvis af andre menneskers liv – alle dem, der har læst hendes bøger, været på hendes workshops, set hendes film eller været så heldige at blive uddannet af hende. Jeg havde igennem de sidste 5 år fornøjelsen af alle de ting samt de sidste 2-3 år at være tilknyttet nogle af de uddannelser hun udbød gennem The Ford Institute for Transformational Training. Uddannelser, der efter hendes ønske skal fortsætte efter hendes død, så verden stadig vil kunne drage fordel af hendes viden og transformerende processer.
Verden har mistet en kvinde med en spinkel, lille krop, men med en ufattelig power og vilje til at gøre en forskel for andre mennesker. Hun har efterladt sig dybe aftryk på denne jord.
Jeg er sikker på, at hun har fred der, hvor hun er nu. Og jeg føler mig utrolig priviligeret over at have fået lov til at lære denne enestående kvinde at kende.
Jeg vil ære hendes minde ved at give alt, hvad hun lærte mig videre til andre mennesker. Jeg ved, at det var et af hendes største ønsker. At hendes arbejde får lov til at leve videre. Og det vil det.
