En af de misforståelser, jeg oftest støder på, er det her med, at det at arbejde med sine skygger betyder, at man skal ud og være alle sine grimme sider fx egoistisk, perfid, dominerende, selvoptaget, grådig eller arrogant for at vise, hvor helt et menneske, man er.
Nej. Slet ikke.
Skyggearbejde handler mindre om at være og mere om at være med.
Det vil sige at kunne vedkende mig, at der er en del af mig, der kan være egoistisk, perfid, dominerende, selvoptaget, grådig eller arrogant. Ligesom der er en del af mig, der kan være uselvisk, blid, fleksibel, empatisk, beskeden eller ydmyg.
Det vigtige er at forstå, at det at være med (vedkende mig) ikke er det samme som at være (udleve).
Eksempel 1:
Jeg står og taler med en, der bliver ved med at afbryde mig.
Der handler det ikke om, at jeg skal sige noget virkelig grimt og ondskabsfuldt for at vise, hvor fuld adgang jeg har til min vrede og dygtig jeg er til at sætte grænser.
Der handler det om at vedkende mig, at der er en del af mig, der lige nu har lyst til at sige noget virkelig grimt og ondskabsfuldt til personen. Men der er også en del af mig, der måske kommer til at tænke på, at personen nok bare er utålmodig, usikker eller stresset. Og den mere forstående del af mig ender så stille og roligt med at bede personen om at lade mig tale færdigt.
Jeg er altså bevidst om, at jeg lige nu tænker nogle virkelig grimme tanker, men jeg kan sagtens slippe det igen.
Hvis jeg derimod påstår, at sådan kunne jeg virkelig aldrig nogensinde finde på at tænke om et andet menneske, så lyver jeg over for mig selv.
Eksempel 2:
Jeg drømmer om at åbne mit eget konsulentfirma og ved, at jeg i den forbindelse bliver nødt til at promovere mit firma. Det kan være, at jeg tænker, åh nej, nu er der nok nogen, der vil synes, at jeg er alt for selvpromoverende, for selvfed og for se mig-agtig og det føles virkelig ubehageligt.
Der handler det igen ikke om, at jeg skal være for selvpromoverende, for selvfed og for se mig-agtig. Men om at jeg skal kunne være med, at der er nogle, der vil kunne synes det om mig.
Det er meget ofte i de situationer, hvor vi skal træde ud i vores lys (som det så smukt hedder på skyggesprog), at vi skal kunne være med, at andre kan finde på at kalde os de her ting eller tænke de her ting om os.
Når der er noget, vi bare ikke vil have, at andre skal opfatte os som begrænser det vores handlemuligheder og kan få os til at handle uhensigtsmæssigt.
Selvom vi tænker, at det lyder da super skønt og dejligt at træde ud i vores lys, er der altså ofte noget, vi skal igennem. Noget vi skal forcere. En skygge vi skal kunne være med.
Skyggearbejde handler om balance. Og ikke om at leve vores grimme sider ud 😈
