Ja, som regel gør det. Men ikke altid.
Der vil altid være nogle mennesker, vi bryder os mindre om end andre. Og det er helt okay.
Men der er stor chance for, at det handler om os selv, når vi:
- Bliver virkelig irriteret på en person
- Bliver ved med at lade os provokere af en person
- Bliver ved med at tale om en person
Hvis vi gerne vil lære noget om os selv, kan vi begynde at lægge mærke til, HVORFOR vi bliver så irriterede.
Når andre udviser en adfærd, vi skammer os over i os selv eller når andre har fri adgang til sider, vi ikke selv har adgang til, mærker vi typisk en følelse af irritation. For at slippe for følelsen peger vi fingre, finder fejl eller dømmer den person, der udviser den adfærd eller det karaktertræk, vi ikke bryder os om.
Dette kaldes en projektion.
Projektion er en forsvarsmekanisme, der gør, at tanker, ønsker eller følelser, vi ikke vil kendes ved i os selv overføres (projiceres) over på andre mennesker.
Hvis der er noget i os selv, vi ikke bryder os om eller ikke vil kendes ved, vil vi ubevidst se det forstørret i andre.
Det kan fx være, at:
- Personen er noget, vi selv er bare på en helt anden måde og på et helt andet område
- Personen er noget, vi selv engang har fået skæld ud for at være
- Personen er noget, vi har lært, at man ikke må være
- Personen er noget, vi selv godt kunne tænke os at være
Der er ikke altid tale om en projektion, når vi ikke bryder os om andre
Men når vi reagerer meget følelsesmæssigt voldsomt på en bestemt adfærd eller egenskab vil det ofte være et tegn på projektion. Og så kan det være en god idé at kigge indad og undersøge om det, vi reagerer så voldsomt på er noget, vi skammer os over i os selv eller har fået besked på at holde nede eller gemme væk.
Vi kan fx spørge os selv:
- Hvorfor reagerer jeg så stærkt lige nu?
- Hvor er jeg selv det, jeg dømmer?
- Hvordan har jeg overkompenseret for ikke at være det?
Og på den måde blive lidt klogere på os selv.