Skal 2015 være året, hvor du bliver endnu mere dig?

Så har vi taget hul på et nyt år. Og med det ønsket om at gøre dette år bedre end det sidste – og forhåbentlig vores bedste år ever!

Muligheden for at få vores ønske opfyldt, eksisterer hvert eneste øjeblik. For jeg er overbevist om, at det ikke er afhængig af en eller anden ydre præstation, men om i hvor høj grad vi har fået sluttet fred med vores fortid og skrællet de lag af, der forhindrer os i at være os selv.

Skyggearbejde, som den anerkendte amerikanske forfatter, coach og underviser, Debbie Ford, blev kendt for verden over, tager udgangspunkt i Carl Jungs teorier om skyggen og handler om at integrere de sider af os selv, som vi undertrykker, fornægter eller ikke vil kendes ved, og derfor (bevidst eller ubevidst) har placeret i skyggen.

Grundtanken bag skyggearbejde er, at det er meningen, at vi mennesker skal føle os hele og have adgang til og være i stand til at kunne udtrykke alle sider af os selv.

Uanset hvor og i hvilken familie, vi er vokset op, vil der være sider af os, som vi har lukket ned for. Det vil typisk være dem, vi hverken fik ros eller anerkendelse for. Måske snarere tværtimod. De bliver til vores skyggesider.

Men senere hen i livet vil vi komme til at mangle det, vi har gemt væk. De følelser vi har undertrykt, higer efter at blive integrerede i os, og på et tidspunkt vil vi opleve en følelse af at være uautentiske eller begrænset i vores personlighed. Lidt som at være blevet proppet ned i en kasse, vi ikke kan komme ud af.

Gennem skyggearbejde kan vi sætte os fri af vores fastlåste roller og komme tilbage til helheden. Der, hvor vi kan mærke os selv og er i balance.

Det gøres bl.a. ved at:

  • Afdække de tanker, overbevisninger og følelser, der holder os fast og begrænser os
  • Rumme og integrere de fornægtede egenskaber, der får os til at gentage negative mønstre fra vores fortid
  • Genfortolke vores liv, så vi kan vende vores sår til visdom og vores kampe til brændstof
  • Tage de positive egenskaber tilbage vi har brug for til at kunne leve et mere succesfuldt liv og være i stand til at udfolde os mere frit

De fleste af os viser os kun frem for verden skjult bag en stærkt poleret persona, fordi vi inderst inde frygter, at hvis andre mennesker virkelig kendte os, ville de afvise os. Men hvis vi ønsker at være virkelig autentiske mennesker, bliver vi nødt til at tillade de sider af os selv, som vi elsker og accepterer, eksistere side om side med de sider af os selv, som vi dømmer eller opfatter som negative.

Skyggearbejde er kort og godt en dybdegående undersøgelse af vores indre verden kombineret med konkret handling. Når vi har set og arbejdet med vores skygge, er der ikke så meget mere tilbage at skjule, og vi kan træde langt mere autentisk frem. Både privat og professionelt.

Del denne post

Måske vil du også synes om

Skyggearbejde giver dig en større frihed, lethed og balance.

Få mine 10 bedste tips til at leve dit liv i balance