For rigtig mange af os kan det være svært at få tingene til at hænge sammen. At få skabt balance i hverdagen. Hemmeligheden bag, at vi trods gode intentioner alligevel har så svært ved at træffe de rigtige valg og skabe et mere balanceret liv, er:
Skyggen.
Okay, og hvad er så skyggen?
Begrebet ”skyggen” refererer til de sider af vores personlighed, som vi ikke vil være ved. ”Skyggen er den person, du helst ikke vil være”, sagde Carl Gustav Jung, den schweiziske psykolog og grundlæggeren af skyggearbejde.
Alle mennesker har en skygge. Vores skyggesider har baggrund i vores personlige historie og er grunden til, at vi trods gode intentioner igen og igen handler på en destruktiv måde, der driver os i modsat retning end vores drømme. Den driver os til at sabotere os selv og andre, og den styrer i stilhed alle vores valg, handlinger, overbevisninger, adfærdsmønstre, behov, nederlag, skuffelser, succes’er, reaktioner osv.
Jeg tror stress og manglende balance tit kan handle om, at vi ikke er i stand til at rumme alle vores følelser. Vi er simpelthen ikke på talefod med alle sider af os selv. Men vi blev ikke født ind i denne verden med alle de begrænsninger. Det er nogen, vi har taget på os på grund af vores oplevelser. Da vi var helt små børn var vi frie til at være, hvem vi ville. Vi kunne bevæge os frit fra den ene ende af følelsesspektret til den anden. Vi kunne være vilde og barske, generte og stille, kærlige og omsorgsfulde og egoistiske og dovne. Der var ingen begrænsninger.
Afhængig af hvor vi voksede op, begyndte vi på et tidspunkt at skille os af med visse sider af os selv. Vi lærte i det miljø, vi befandt os i, at der var noget, der var mere acceptabelt og populært at være end andet.
Og det betyder, at der er sider af os selv, som vi har amputeret og skammet os over og måske håbet på, at andre aldrig ville finde ud af, at vi også var. Fx kedelig, usikker, egoistisk, sårbar, doven eller krævende.
Som en forsvarsmekanisme for at ingen skulle opdage de sider, som var knap så elskelige eller acceptable, overkompenserede vi. Vi blev måske ekstra flittige, ekstra søde, ekstra stille, ekstra stærke, ekstra sjove, ekstra dygtige, ekstra alvorlige eller ekstra kærlige. Og lige dér røg vores frihed, og vores autenticitet forsvandt.
Den russiske lærer i essensens udvikling, G.I. Gurdijieff, beskriver det således: ”Mennesket består af to dele, essens og personlighed, essens er, hvad et menneske er i sig selv, personlighed er det, der ’ikke er dit eget’. ’Ikke dit eget’ betyder alt, hvad der er kommet udefra, alle de indtryk som har sat aftryk i hukommelsen, alle de ord og bevægelser, du har lært, alle de følelser og tanker, der er skabt via imitation, alt dette er personlighed. Et lille barn har ikke en personlighed endnu, han er, hvad han virkelig er, han er sin essens, sine behov, sin smag, hvad han kan lide eller ikke lide, udtrykker hans væren, som den er. Essens er det sande i mennesket, personligheden er det falske, i samme omfang som personligheden vokser, i samme omfang vil essensen manifestere sig mere og mere sjældent og mere og mere svagt, og det sker ofte, at essensen stopper sin vækst i en tidlig alder og derefter ikke vokser yderligere. Hos et voksent menneske, selv et, der er meget intellektuelt og højt uddannet, ses det ofte, at essensen har stoppet sin udvikling på et niveau, der svarer til et barn i fem-seksårs-alderen.”
Målet er at komme tilbage til autenticiteten og friheden. At få åbnet op, at blive lidt mere rummelige og kunne spille på nogle nye og andre strenge, end vi måske har været vant til længe. Og blive bedre til at se os selv. For når vi kan se os selv, kan vi også arbejde med os selv.
Og hvad får vi så ud af det?
Et bedre og mere balanceret liv, simpelthen. Når vi har gjort os det stykke bevidsthedsarbejde, der ligger i at finde ud af, hvor meget tid og energi, vi bruger på ikke at være noget, kan vi i små, afgrænsede områder begynde at være det lidt. Vi kan fx spørge os selv, om det i nogle situationer måske kunne være en fordel for os at være lidt mere egoistiske, lidt mere krævende – eller noget helt tredje.
Når vi er i stand til at mærke, forstå og rumme alle aspekter af os selv og ikke længere er bange for nogen egenskaber, er vi frie. Frie til at stå ved hele os selv.
Og vi får fred. Ikke ved at lære nye tricks eller flere strategier, men i højere grad ved at vedkende os vores usikkerhed, vores frygt og vores sårbarhed. Vi bliver bedre til at identificere og håndtere vores tilbøjelighed til at sabotere os selv, og balancen vil atter indfinde sig.
