Med tidens store fokus på det positive er det næsten som om, at vreden er gået hen og blevet en lidt forbudt eller i hvert fald en lidt uspirituel følelse. Rigtig mange mennesker – specielt kvinder – kan have svært ved at blive vrede. De kan simpelthen ikke mærke eller rumme deres egen vrede.

Men vreden er en af vores allervigtigste grundfølelser, og den er lige så naturlig og rigtig en følelse som vores glæde og blødsødenhed. Den gemmer på hele vores handlekraft, bærer på vores evne til at sætte grænser og støtter os i at få tilfredsstillet vores behov.

Hvis andre behandler os dårligt, er det både godt og sundt at kunne blive vred og sætte en grænse. Når vi sætter en grænse, fortæller vi vores omgivelser, hvad vi vil være med til, og hvad vi ikke vil være med til. Der er ikke noget specielt spirituelt ved at lade andre mennesker vade ind over os.

Hvis vi fx er vokset op i et hjem, hvor det ikke var acceptabelt at udvise en aggressiv adfærd, eller med en psykisk krænkende mor eller far, der brugte vrede til at kontrollere eller dominere familien, kan vi have lukket ned for den del af os selv. Vi kan have udviklet en ”ja-adfærd”, hvor vi (alt) for tit siger ja til personer, opgaver eller begivenheder, vi i virkeligheden ikke har lyst til.

Debbie Ford talte om, at de sider, vi ikke har adgang til, er lige som badebolde, der bliver holdt nede under bevidsthedens overflade. De venter som regel på de mest ubelejlige tidspunkter til at springe op i hovedet på os og afsløre de sider af os selv, som vi har arbejdet hårdt på at skjule.

Betyder det, at vi skal udtrykke vores vrede hele tiden?

Nej, det kan være helt på sin plads at være tilbageholdende med sin vrede fx når man står i en overmagtsituation, hvor det kan være farligt at være aggressiv. Men hvis du står henne hos bageren, og en person sniger sig ind foran dig i køen, er det helt på sin plads med få tydelige ord at gøre vedkommende opmærksom på, at ”Jeg kom altså først”. Mange forbinder vreden med noget nærmest pinligt og associerer den med konflikter og skænderier eller tror, at den kun kan udtrykkes ved at råbe hovedet af folk. Det er meget sjældent nødvendigt.

Ofte reagerer vi enten for passivt ved at lukke øjnene over for andres dårlige opførsel, eller for aggressivt ved at have svært ved at styre vores temperament fx over for vores børn.

Når vi arbejder med vores skyggesider har vi mulighed for at komme til en tilstand af følelsesmæssig balance. Det vil være sværere for andre mennesker at ”trykke på vores knapper”, fordi vi vil have neutraliseret knapperne ved deres rod. Vi vil ikke længere være slave at vores følelsesmæssige reaktioner, men have et ægte valg omkring hvordan vi vil respondere på situationen.

At være følelsesmæssigt hel vil sige at have skabt fuldkommen balance mellem vores passive og aggressive side. Begge sider er lige afgørende i forhold til det at være hel. Når vi har lige god kontakt til begge sider, er det lige så let for os at sige sandheden højt, som at sige ”pyt” og lade tingene gå deres gang.

Som udgangspunkt har vi alle adgang til alle egenskaber. Vores opvækst kan ”tvinge” os til at gemme nogen af dem væk, men vi har stadig friheden til at hive dem frem fra skyggen. Hvis vi vil.

Vi kan ikke få glæde af alt det positive, hvis vi ikke også giver en plads til det negative. Det betyder ikke, at vi skal dyrke vreden, men vi skal heller ikke undertrykke den. For hvis den ikke må være til, kan den blive meget besværlig, uoverskuelig og tvinge sin vej ud som en (uproportionel) eksplosion eller via anden selvsaboterende adfærd. Selvsabotage er blot vrede vendt indad. Men hvis den kan udtrykkes og leves i ligeværdighed, er den en uudtømmelig kilde til sunde grænser, værdighed, tydelighed og nærhed.

Del denne post

Share on facebook
Share on linkedin
Share on twitter
Share on email

Måske vil du også synes om

Skyggearbejde giver dig en større frihed, lethed og balance.

Få mine 10 bedste tips til at leve dit liv i balance