Jeg tænker, at jeg ikke er den eneste, der sidder lettere rystet tilbage efter at have set TV2s dokumentar ”De misbrugte filmbørn” i denne uge.
Jeg er først og fremmest chokeret over, hvor udbredt disse seksuelle overgreb tilsyneladende var i filmbranchen dengang.
Men jeg er nok endnu mere rystet over den lethed og den måde disse nu gamle mænd (kan jeg vist godt tillade mig at kalde dem) bagatelliserede deres overgreb på. Som stod i skærende kontrast til den dybe smerte, det traume og den livslange påvirkning disse krænkelser havde haft på deres ofre – kvinder som mænd.
Det, der også var så slående, var, at den årsag, de alle sammen gav i forhold til, hvorfor de ikke var stået frem med disse overgreb noget før, var, at de havde skammet sig.
SKAM var den følelse, der gik igen og igen.
Så hvad er skam egentlig?
Skam er en grundfølelse, vi alle fødes med. Skam er med til at gøre os til de mennesker, vi er. Uden skam ville vi være skamløse eller uden følelser.
Skam følger os livet igennem, og når den er mest usund, bliver den til en del af vores selvforståelse og dermed også vores krop, nervesystem og måden, vi agerer over for os selv, andre og situationer på.
Skam er en usynlig, destruktiv kraft, der tager kontrol over vores valg og handlinger. Den kan få os til at isolere os. Og sige nej til det, vi gerne vil sige ja til. Og ja til det, vi gerne vil sige nej til.
Noget skam er dybere og mere traumatiserende end andet. Skammen over seksuelle overgreb i barndommen er naturligvis dybere end skammen over, at ens brors kammerat har overhørt, at man har sunget ”I will always love you” i brusebadet.
”Skam er dødbringende”.
Sådan siger Bréne Brown. Hun har forsket i skam på University of Houston i over 10 år og har skrevet flere bøger bl.a. bestsellerne The Gifts of Imperfection og Daring Greatly. Hun er også kvinden bag en af de mest sete TEDtalks nogensinde The Power of Vulnerability.
Brene Brown kalder skam for den mest basale af alle følelser og definerer den som ”den enormt smertefulde følelse af ikke at være værdig til at blive elsket og høre til.”
Lars J. Sørensen, Chefpsykolog på Psykiatrihospitalet i Nykøbing Sjælland og forfatter til bogen ”Skam – medført og tillært” kalder skam for ”den første socialiseringsfølelse” og understreger, at skam altid er social. At det er omgivelserne, der tænder for skammen.
Hvad skal der til for at slippe skammen?
”Skam kan ikke overleve i åbenhed, medfølelse og kærlighed” , siger Brené Brown.
Det er først, når vi tør tillade et andet menneske at krybe ind under huden på os, at vi kan slippe den gamle skam. Det kræver åbenhed og en god tilknytning til et menneske, som du kan mærke, ser på dig med kærlige øjne.
I dokumentaren gav de misbrugte personer også samstemmende udtryk for hvor befriende og healende, det havde været at få talt ud om det, der skete dengang. Og endelig at få placeret skylden der, hvor den hørte til.
Good for them!
Så, det kan lade sig gøre at slippe (meget) af skammen. Og ja, det kræver mod. At turde være sårbar nok til at dele ens største skam med hele Danmark bliver nok ikke meget mere modigt.
Jeg bøjer mig i støvet af beundring over disse mennesker og tænker, at de vil inspirere mange andre til at stå frem.
Kærlig hilsen
Annika
