Det kan godt betale sig …
Hvorfor?
Fordi dine skyggesider – de sider, du enten skjuler eller fornægter – rummer muligheden for større personlig frihed og autenticitet.
I mange år havde jeg det pudsigt nok med at løbe ind i mænd, der var DYBT egoistiske. Jeg kunne simpelthen ikke forstå, hvorfor jeg lige skulle være en omvandrende magnet for netop det karaktertræk. Og jeg kunne hidse mig op igen og igen, brokke mig til alle, der gad høre på mig over min kærestes egoistiske adfærd og bruge så meget af min energi på at skælde ud (oftest bare inde i mit eget hoved) over endnu et super egoistisk stunt fra hans side.
Så begyndte jeg at interessere mig for skyggearbejde. Og gæt hvad jeg fandt ud af?
Ja, lige præcis … ”egoistisk” var en af mine personlige skyggesider. Ikke at jeg med det samme lagde mig ned på ryggen og sagde, ”Nå ja, det er da rigtig nok – det kan jeg virkelig godt se”. Faktisk var ”egoistisk” nok den skyggeside, der tog mig længst tid at blive ærlig omkring og få sluttet fred med. Men da det skete, kunne jeg jo tydeligt se, at der ikke var så få tilfælde endda, hvor jeg havde handlet meget egoistisk.
”Meeen jeg havde jo ikke været nær så egoistisk som min kæreste eller været det på samme måde som ham”.
Næ, det kan godt være. Men skyggen kan ikke gradbøjes. Og ofte viser vores skyggesider sig helt andre steder hos os selv, end lige der, hvor vi tydeligt kan se dem i andre.
Skyggearbejde handler om at finde gaven i de egenskaber eller sider, vi ellers har travlt med at fornægte. Og der er mange fordele ved at kigge nærmere på vores skyggesider. For mit eget vedkommende var bare det at kunne stå ved min egoistiske side en kæmpe befrielse.
Jeg havde ikke længere nogen skam omkring det at være egoistisk. Og jeg kunne tydeligt se, hvordan egenskaben havde hjulpet mig til at gå målrettet efter nogle ting og opnå dem. Jeg behøvede ikke længere nogen undskyldning for at sætte mit eget velbefindende i fokus – og bruge tid og penge på det. Det gjorde mig til en gladere mor og en mere sexet kæreste. Og jeg havde mere energi til mig selv og alle andre omkring mig.
Når vi begynder at se nærmere på vores skyggesider, forandrer vi os. På den gode måde. Vi bliver mere os selv, og vores omgivelser kan tydeligt mærke os. Og fordi vi accepterer de sider af os selv, vi tidligere har nægtet at kigge på, bliver vi frie til at vise, hvem vi i virkeligheden er. Vise HELE os selv frem – og ikke kun en fraspaltet del af vores personlighed, som skal passe ind i andre menneskers opfattelse af, hvem vi er eller bør være.
Hvis du kunne tænke dig at finde frem til alle de skygger, der spænder ben for, at du gør det, du siger, du vil gøre, og er den, du drømmer om at være, så overvej Mød din skygge workshoppen, som jeg afholder i næste måned.
Læs mere om workshoppen her.